Jens Søndergaard: ”Solnedgang ved Vesterhavet”

Jens Søndergaard blev født i 1895 i Øster Assels på Mors og døde i 1957 i Skovshoved. Han var uddannet håndværksmaler og gik derefter på Kunstakademiet 1919-20.  Med sit ekspressive billedsprog, hvor farve og form er brugt som symbol eller som udtryk for kunstnerens følelse overfor motivet, var Søndergaard en af de vigtigste fornyere af den figurative kunst i mellemkrigsårene.

”Solnedgang ved Vesterhavet” er et originalt litografi skabt i 1952 og signeret af kunstneren som et litografisk prøvetryk. Lysmål 38 x 54 cm og rammemål 55 x 70 cm. Det er med passepartout og gylden aluminiums ramme.

Søndergaard var især inspireret af landskaber og mennesker i det barske Nordvestjylland, f.eks. fra egnen omkring Hurup i Thy og omkring Bovbjerg og Lemvig.

Søndergårds sommerhus og atelier i Ferring ved Bovbjerg blev i 1958 indviet som ”Jens Søndergaards Museum” (www.lemvigmuseum.dk) og en stor samling efterladte værker er i dag udstillet her. Han var medlem af kunstsammenslutningen ”Grønningen”.

Søndergaard var med sin fri, tilsyneladende umiddelbare malemåde og farvebrug, og ikke mindst det, som kunne opfattes som en nærmest kejtet figurtegning, med til at indføre nye æstetiske normer i dansk kunst. ”Solnedgang ved Vesterhavet” er et fornemt udtryk for dette.

Kontakt for køb.

Pris: DKK 4.500,00